Danmarks Statistiks seneste tal for turistovernatninger bekræfter det, mange campingpladser allerede mærker i højsæsonen: dansk camping har vendt en flerårig nedgang til fremgang, både i overnatningstal og i salget af autocampere og campingvogne.
I perioden januar til maj 2026 blev der registreret 2,6 mio. overnatninger på danske campingpladser, en stigning på 4 % i forhold til samme periode sidste år. Alene i maj steg campingovernatningerne med 12 % til knap 1,37 mio., blandt de kraftigste stigninger blandt alle overnatningsformer.
Det er også godt nyt at danskerne selv er vendt tilbage til campingpladserne. De seneste år har danskerne i stigende grad fravalgt Danmark som ferieland på tværs af overnatningsformer, men den udvikling ser nu ud til at være vendt. De danske overnatninger på campingpladserne landede på 1,84 mio. i årets første fem måneder, en stigning efter flere års tilbagegang, og camping cementerer dermed sin plads som danskernes foretrukne ferieform herhjemme.
Billedet bekræftes også fra en anden vinkel. CompuSoft, der leverer bookingsystemer til mange af landets campingpladser, oplyser, at bookingerne på campingpladserne er steget 13,5 % i årets første halvår sammenlignet med samme periode sidste år.
Det er dog især udviklingen blandt de udenlandske gæster, der springer i øjnene. Samlet steg de udenlandske campingovernatninger med 11,8 % i årets første fem måneder, og det understreger, at dansk camping vinder terræn som europæisk feriedestination.
Tyske campister har altid holdt af Danmark, men i år er kærligheden vokset markant. Fra januar til maj 2026 registrerede de danske campingpladser 618.000 tyske overnatninger, en stigning på 13,9 % i forhold til samme periode sidste år. I maj alene steg de tyske campingovernatninger til 366.000, en stigning på hele 23,4 %.
Nederlandske gæster følger samme flotte tendens, med knap 53.000 overnatninger i årets første fem måneder, en stigning på cirka 7 % i forhold til sidste år.
Fremgangen ses ikke kun på overnatningstallene. Efter flere år med vigende salg er nyregistreringerne af autocampere og campingvogne nu også vendt til vækst. Ifølge tal fra Bilstatistik.dk er der frem til den 28. juli 2026 nyregistreret 750 autocampere i Danmark, mod 684 i samme periode sidste år, en stigning på 9,65 %. For campingvogne er der nyregistreret 895 køretøjer i år, mod 840 sidste år, svarende til en stigning på 6,55 %.
Overnatningstal og salgstal peger altså samme vej og tegner tilsammen et vendepunkt: flere danskere og udlændinge vælger camping, og efter års tilbagegang investerer flere igen i eget grej til at komme på farten.
Fremgangen har fået pæn opmærksomhed i medierne hen over sommeren. TV2 ØST og TV2 Bornholm har begge beskrevet fuldt bookede campingpladser og stor interesse fra danske gæster, mens JydskeVestkysten har fortalt om vækst og flere nye nationaliteter på pladserne i Sønderjylland. Camping Outdoor Danmark har selv været en del af historien, da Turisme.nu og Turistmonitor dækkede overnatningstallene for maj: her pegede direktør Kirsten Munch Andersen på, at fremgangen kun er begyndelsen, og at forældede campingregler og høje afgifter på autocampere fortsat bremser branchens udvikling.
Tallene er glædelige, men de viser samtidig, at dansk camping kun er ved begyndelsen af, hvad der er muligt. Med forældede campingregler og afgifter på autocampere, der er markant højere end i vores nabolande, er der et stort uindfriet potentiale, som politikerne bør tage fat på. Med den rette opbakning kan fremgangen for alvor tage fart.